Spring til indholdet

Authoritative Sites i SharePoint

Med Authoritative Sites markerer en administrator op til 100 SharePoint-websteder som officielle kilder, så Copilot prioriterer deres indhold, men det hjælper kun, hvis webstederne faktisk er vedligeholdt.

Opdateret Microsoft 365SharePoint OnlinePowerShellCopilot 4 min. læsning

Copilot kan ikke selv se forskel på den personalepolitik, HR udgav i sidste uge, og det udkast, nogen lod ligge på et projektwebsted for tre år siden. Med Authoritative Sites kan en administrator pege på de websteder, der er organisationens officielle kilder, og så regner Copilot Search deres indhold for pålideligt og viser det med mærket From your organization (Microsoft). Funktionen kom med i SharePoint Online i august 2026.

Hvor det virker#

Microsoft beskriver virkningen lidt forskelligt fra sted til sted:

  • Dokumentationen nævner kun Copilot Search: indholdet genkendes som pålideligt, og brugerne kan se det på mærket (Microsoft).
  • Roadmappen siger, at indholdet prioriteres i både Copilot Chat og Copilot Search (Roadmap 561323).
  • Cmdlet-dokumentationen siger, at markeringen signalerer til Microsoft Search, Microsoft 365 Copilot og andre AI-agenter, at indholdet er officielt (Microsoft).

Det sikre er altså Copilot Search. Hvor meget det flytter svarene i Copilot Chat, står der ikke noget konkret om.

Det er et signal om tillid. Microsoft beskriver det ikke som en ændring af rettigheder eller som en måde at skjule andre websteder på. Vil man holde indhold ude af Copilot, er det Restricted Content Discovery, der gør det (Microsoft).

Det kræver#

  1. En Microsoft Copilot-licens i tenanten. Microsoft henviser til forudsætningerne for SharePoint Advanced Management, og det er nok, at én bruger har en Copilot-licens, også selv om brugeren ikke er administrator (Microsoft). Under fejlfinding skriver Microsoft direkte, at en Copilot-licens er påkrævet (Microsoft). Om tilkøbet SharePoint Advanced Management Plan 1 alene er nok, står der ikke.
  2. En af rollerne SharePoint Administrator eller SharePoint Advanced Management Administrator (Microsoft).
  3. Den nyeste SharePoint Online Management Shell, eller CSOM 16.1.26914.12004 eller nyere, hvis man bruger CSOM (Microsoft).

I SharePoint admin center#

Ifølge Copilots udgivelsesnoter for 11. august vælger man et websted i SharePoint admin center og derefter Mark as authoritative site (Microsoft). Selve vejledningen er ikke opdateret og skriver stadig, at man i den nuværende version sætter det op med PowerShell og CSOM (Microsoft). Ser man ikke handlingen på listen over aktive websteder, er PowerShell vejen.

PowerShell#

Markeringen er en egenskab på webstedet (Microsoft). Ikke kørt:

 1Connect-SPOService -Url "https://contoso-admin.sharepoint.com"
 2
 3# Markér et websted som autoritativt
 4Set-SPOSite -Identity "https://contoso.sharepoint.com/sites/Personalehaandbog" -IsAuthoritative $true
 5
 6# Fjern markeringen igen
 7Set-SPOSite -Identity "https://contoso.sharepoint.com/sites/Personalehaandbog" -IsAuthoritative $false
 8
 9# Hvilke websteder er markeret?
10Get-SPOSite -Filter { IsAuthoritative -eq true }

Filteret til at læse listen tilbage står i dokumentationen for Get-SPOSite (Microsoft).

Skal mange websteder markeres på én gang, har tenantobjektet i CSOM metoderne GetAuthoritativeResources, SetResourceAsAuthoritative, RemoveResourceAsAuthoritative, BulkSetResourceAsAuthoritative og BulkRemoveResourceAsAuthoritative. De tager webstedets id, ikke adressen. Microsofts eksempel går gennem PnP PowerShell med en app-registrering i Entra ID, der får Sites.FullControl.All (Microsoft). Id’et findes som beskrevet i Find et websteds id i SharePoint. Til en håndfuld websteder er Set-SPOSite rigeligt.

Grænser#

Fra Microsofts liste (Microsoft):

  • Højst 100 websteder.
  • Op til 72 timer, før en ændring slår igennem.
  • Kun hele websteder. Et bibliotek, en mappe eller en side kan ikke markeres for sig.
  • Ikke OneDrive. Personlige websteder kan ikke markeres.
  • Multi-geo. Listen styres for hver geografi for sig.

Status#

Roadmappen står som Launched, med preview fra maj og generel tilgængelighed i juni 2026, kun for Worldwide (Roadmap 561323). I Copilots udgivelsesnoter står den under 11. august, som dækker opdateringer fra 28. juli og frem (Microsoft). Hvornår admin center-delen kom til, står ingen steder, men PowerShell-delen var der allerede i juli.

Det der driller#

  • Den forstærker det, man peger på. Markeringen gør ikke et websted bedre, den giver det bare Copilots tillid og organisationens stempel. Peger man på et websted fuld af forældede kopier, dubletter og forkert mærkede filer, får man ikke en klogere Copilot, men en, der gentager det værste indhold med større selvtillid. Markér kun websteder, der faktisk er styret: en ejer, der svarer, en fornuftig rettighedsmodel, en sensitivity label og indhold, som nogen holder ajour. Når man nærmer sig de 100, er det ikke længere en udvælgelse.
  • Listen forældes. Microsoft anbefaler at gennemgå den jævnligt, fjerne websteder, der ikke længere er officielle, og kontrollere den, efter et websted er slettet eller gendannet (Microsoft). Et inaktivt websted kan stå på listen i årevis, hvis ingen ser efter.
  • Tre dage uden svar. Med op til 72 timers forsinkelse kan man ikke teste en ændring og se resultatet med det samme.
  • Ikke det samme som Authoritative Pages. Den klassiske søgning har haft Manage Authoritative Pages under More features i mange år. Den styrer rangeringen i den klassiske søgning og har intet med Copilot at gøre (Microsoft).

Alle noter