Spring til indholdet

Pirates of Cyperspace

Kulturministeriets tegneserie om ophavsret og striden mellem Antipiratgruppen og Piratgruppen i 2005.

pirater 3 min. læsning

Emnet er jo interessant og jeg har længe fulgt lidt med fra sidelinien når APG og PG slår hovederne sammen i diverse fora. Nu er der dog sket en udvikling og af en eller anden grund er Kulurministeriet begyndt at blande sig. (Læs pladebranchen)

I bund og grund så handler denne stridighed om, at Kulturministeriet har udgivet en tegneserie/folder omkring ophavsret og hvordan reglerne er. Desværre er den direkte forkert og usand på så mange punkter, at Piratgruppen har udgivet sin egen tegneserie/folder. På grund af, at kulturministeriet.infor er i stor fare for at blive lukket ned har jeg valgt at lægge en kopi af tegneserien/folderen her på bojko.dk. Håber ikke Piratgruppen bliver tosset :) .

Kulturministeriet har selvølgelig været den ansvarlige part i sagen og indbudt Piratgruppen til et møde, hvor sagen kunne diskuteres. Efter det 3 minutter lange møde, hvor Kulturministeriet nægtede at vedkende sig fejlene i deres tegneserie/folder måtte Piratgruppen gå derfra med en trussel om fogedforbud mod www.kulturministeriet.info. Piratgruppen tilbød at fjerne den alternative folder, hvis Kulturministeriet vedkendte sig Piratgruppens kritik af ministeriets folder. Det afviste Kulturministeriet. Piratgruppen har søgt om aktindsigt i arbejdet bag folderen og har konstateret, at folderen er fremstillet af den såkaldte Rettighedsalliance (AntiPiratGruppen).

Kritikken har ellers haglet ned over Kulturministeriet. Selv arbejdsgruppen bag deres folder har været fremme med, at udgaven vist ikke var helt på linie med gældende lov. alligevel er den blevet trykt med deres fine logo og blevet sendt rundt til skoler overalt i landet.

Nogle få links om sagen:

Min holdning!

Hvis der skulle være nogen der var i tvivl :) så vil jeg gerne stå frem og give min støtte til Piratgruppen i denne sag. Jeg syntes, at det er uhørt at vi i dagens Danmark stadig har nogle meget rigide og overformynderiske offentlige myndigheder. Fra min side af salen ser det klart ud som om, at Kulturministeriet har begået en fejl og er blevet fanget i den. Men deres autoritet som myndighed pålægger de så meget vægt, at de direkte går ud og forsvarer deres fejlbehæftede produkt. Det er et klart tegn på embedsmændenes uhyggelige tiltro til deres egen magt. Det skræmmer mig da, at lovgiverne i så stor udstrækning lader sig påvirke af en enkelt branches interesser. Jeg vidste godt, at pladebranchen var et stort og stærkt monster men, at det ligefrem kan styre et helt ministerie er alligevel lidt overraskende. Jeg kan kun håbe, at lovgiverne snart vågner og indser hvordan den elektroniske virkelighed ser ud.

Sidst opdateret

Del

Tags